Natskyggevej

Lost in London

2009-02-10T12:17:00.003+01:00

9/2-2009. London Tate Modern. regnvejr....

Hvad havde du forestillet dig? Hvad var dine forventninger?

Kunne den evindelige stakaandethed og overdrevne brug af inhalator dag og nat bringes til ende. Dette triste graa regnvejr blot hoere op.

Kunne Tottenham bare have faaet det ene maal mod de forhadte roedblusede som deres overlegenhed berettigede dem til....Kunne min sidemand paa White Hart Lane blot have taget nok toej paa saa han ikke skulle sidde og ryste i sin spinkle fejlernaerede krop, hans blege usunde hud, hans evige naeseblod og spaerre mit udsyn til fjerneste banehalvdel.

Kunne jeg bare tage mig sammen til at gaa ind paa en rigtig libanesisk/indisk/koloni-whatever restaurant og skylle efter med real cask ale paa en traditionel engelsk pub i stedet for de anonymt imperialistiske Subway og Starbucks.

Ville noget aendre sig?

Ville jeg koebe vildt ind af spraglet toej, gaa paa klub, danse natten lang og samle soede piger op og leve i en lykkerus paa en levendegjort myte om "Swinging London"? -Carnaby Street og Crawdaddy, here I come!

Ville jeg ikke stadig bade i nostalgiens lilla taager og savne en tid, der aldrig fandt sted -i hvert fald ikke for mig og i min tid. Eller laenges mod det paradis, der findes naar blot den naeste hurdle er overvbundet -naeste fredag -naeste syn af bilen -naeste tandlaegebesoeg -naeste eksamen og andre ubehagelige arbejdsbyrder?

Hvad med nuet. Hvad med at leve trods regnvejr, skrantende helbred og de umaadelige maengder af ligegyldig kunst her paa Tate Modern (naar nu man kommer fra Courtauld Galleries, der bare holder hele vejen igennem og hvor jeg genopdagede Rubens tidligere paa dagen)

Men det laver vi selvfoelgelig om paa i morgen.

....og saa fik jeg faktisk glimrende cornish real ale paa en pub her til aften hvor jeg ogsaa fik Steak and Ale pie (eller var det Steak and eel...?)

Fremtiden begynder nu!

Operaen mandag: Lou Reed "Berlin"

2008-07-08T01:43:00.002+02:00

Og knapt var vi kommet hjem fra Roskilde og havde skrabet støvskorperne af de solskoldede fødder samt smidt Røde Mor T-shirten i vasketøjskurven, før jakkesættet skulle børstes af og turen gik mod Operaen i København.
Efter fouragering hos Annebeth blev odyseen mod havnebassinet noget af en oplevelse. Min første tur med Metroen - min første tur med havnebussen hvor jeg så det nye Skuespilhus for første gang - og så Operaen for første gang tæt på.
Så var dagen ikke helt spildt!
Og det var den nu ikke alligevel. Efter en filmsløjfe med rindende vandmasser og elektrisk guitarmusik kom det 26 mand store ensemble på scenen og udførte hele Lou Reeds 1973-album "Berlin". Flot arrangeret for kor, blæsere, strygere og rockband. Nogle enkelte steder syntes jeg den kunne være kortet ned, men det generelle indtryk er absolut godkendt og i orden.
Dog er jeg jo inkarneret barnefader og som sådan ikke begejstret for nummeret "Kids". Jeg har altid sprunget nummeret over. Men jeg overlevede dog i aften.
Det er ellers ikke en plade jeg har hørt meget, da den kræver en vis sindstilstand, som jeg, trods talrige skuffelser her i livet, dog sjældendt er nede i...
Nå, efter båden tilbage og ingen betjening i Nyhavn tog vi hjem, og det var så også rigtig meget musik på 5 dage -og mange store oplevelser imellem.

Roskilde søndag: bob hund !

2008-07-07T00:35:00.008+02:00

Søndag kunne kun blive overraskelsernes dag. Der var ikke noget vi kendte voldsomt. Undertegnede ville måske se Bonnie Prince Billy, men vidste ikke hvad der kunne forventes -ellers var que sera sera mottoet for dagen.
Vi så først lidt af det newzealandske band The Black Seeds, der leverede en gang solbeskinnet ska-musik, der ledte tanken hen på Madness og lignende dansabel musik ca. 1980. Og det var også i den rolle de var bedst. Når tempoet blev sat ned blev det ærlig talt lidt halvkedeligt og mainstream.
Men videre til Pavillonteltet, hvor det absolut ikke blev halvkedeligt. Det tyske band Miss Platnum leverede en energisk blanding af slavisk ossie-romantik, hiphop og blæser-umf. Skal så absolut opleves! Forsangerinde og korpiger (i noget der mindede om Karolinepige-dress) i sammenbidt formationsdans, en energisk rytmesektion samt en blæsersektion (trompet,basun og tuba), der i den grad havde umf.
Musikken kom hele vejen ud over scenekanten og publikum var i den grad med på ideen.
Derefter så vi resten af Cat Powers show på Odeon-scenen. En drømmende og tilbagelænet amerikansk affære, der havde noget blues, noget Janis Joplin og noget singer/songwriter over sig. Desværre stod vi uden for teltet og kom ikke helt ind under huden på musikken, der dog nok fortjener et ekstra lyt.
Vi nåede lige hen til orange scene til dagens anden store overraskelse: bob hund. Gruppens musik bliver rubriceret som vanvids-pop -og det er ikke meget galt. Musikalsk spænder de fra svenskpop over soundtrackgrooves til støjpop og med den karismatiske frontfigur Thomas Öberg kom de i den grad ud over scenekanten i et brag af en koncert, der på den ene side kørte på nogle klicheer, men disse blev hele tiden vendt på hovedet eller forvrænget -og hele vejen med et glimt i øjet.
Det är vi som är hyllningsbandet, det är ni som är orkestret.
Det var bandets comeback, og koncerten søndag aften lover rigtig godt.
Til sidst nåede vi lige ekstranumrene fra Bonnie Prince Billy, bl.a. My Kingdom. Det var den skrabede koncertmodel med violin og kontrabas, og skæmmet af dårlig lyd, så det store indtryk gav det ikke. Samtidig kom regnen for første gang for alvor under festivalen, og så var det tid at tage hjem.

Opsummerende kunne man sige, at det virkede som om der var flere mennesker end nogensinde, selvom der efter sigende kun var 67.000 beatlende tilskuere.
Vi så en masse god musik. Neil Young var i særklasse, bob hund var en rigtig positiv overraskelse, og ud over det fik vi en masse positive nybekendtskaber; Miss Platnum, Nicole Atkins, Goldfrapp......og så fik Thomas set Judas Priest og Jesper The Streets...!

Roskilde lørdag: Neil Young o.a.

2008-07-06T01:47:00.003+02:00

Lørdag blev så dagen, hvor vi oplevede 70'er-rock, flamenco, steelguitar og reggae. Lidt for enhver smag.
Først det norske band The Grand, der mixede start-70'ernes hårde blues og boogierock (og attitude) med grungens energi. Dejligt at se et band, hvis mest nyskabende tekniske vidunder var et Fender Rhodes!
Derefter spillede L.O.C. på den orange scene, men vi valgte i stedet først at gå ind og se det sydafrikanske "hiphop ensemble" Tumi and the Volume, som dog i højere grad var et avanceret funkband. Ganske godt, og musikalsk reducerede de blegfisen på den orange scene til en gang røvballerytme, der burde befinde sig på Grøn Koncert eller Vordingborg Festuge i stedet.
Der var desværre ikke til at komme ind i Astoriateltet og se Efterklang, og deres sarte klange var umulige at høre uden for teltet, da den føromtalte blegfis overdøvede ethvert tilløb til fornuftige tanker....
Derefter så vi hele settet med Queen Ifrica; jamaicansk reggae, bagende sol og dansende søde piger - en sand festvalsk arketype!
Tilbage i Astoriateltet, hvor der nu var plads så vi en hel del af Nicole Atkins & The Sea, romantisk amerikansk pop med rødder tilbage til Roy Orbison og co., men glimrende udført af et godt sammenspillet orkester. Melodier, der gav mig både gåsehud og tårer i øjnene, og så kan man vel ikke forlange mere.
Så til orange scene, hvor Judas Priest spillede op til en gang bedaget heavy metal med læder og nitter. En sjov nostalgisk ting for undertegnede, og Thomas, det vennesæle væsen, holdt tappert ud.
Endelig det hele dagen havde bygget op til: Neil Young på orange scene. Den eneste, der lader publikum vente i 20 minutter, men til gengæld også den eneste, der får lov at spille i 2 timer og et kvarter.
Og undertegnede har sagt det før ved tidligere lejligheder: Det var den hidtil bedste Neil Young-koncert jeg har oplevet. Skulle dette gå hen og blive den sidste jeg oplever, så fik jeg dog ikke bare lidt af det hele, men meget af det hele, og oven i hatten Beatlesnummeret "A Day In The Life" som ekstranummer -og det i en vildere udgave end man var blevet adviseret om via videoklip på nettet.
Efter den koncert behøvedes ikke mere den aften, eller dag for den sags skyld. Glade og tilfredse vendte vi snuden hjemad.

Roskilde fredag: Goldfrapp og The Streets

2008-07-05T10:53:00.003+02:00

Grundet en heftig to-setter med Krudtuglerne i Fakse fredag aften kom vi først tilbage til Roskilde ved midnatstid, hvor vi nåede sidste tredjedel af Goldfrapps set på Arenascenen. En sød elverpige i front for et blanding af pop-psykedelisk og glamrock, opdateret med synths fra flere årtier. Umiddelbart mere min smag end hovedattraktionen på den orange scene i de små nattetimer; The Streets.
Britisk storytelling rap uden den amerikanske dittos værste unoder på CD, men live et festfyrværkeri af...ja, netop fest.....og publikumsinvolvering i den grad med fællesang, gruppekram og -afklædning. Man følte sig godt underholdt, men musikalsk fik jeg ikke meget andet end en god trommeslager, der virtuost betjente sig af både håndholdte og digitale i skøn forening samt en glimrende bassist, der lagde et godt fundament.
Men rap har aldrig været min smag -efter Mothers Of Inventions' Dinah-Moe-Humm" var min opfattelse, at det da var en meget sjov gimmick i et nummer, men det er kun sjovt een gang.
Men OK, på DECCA sad der jo også en fyr der dømte guitargrupper ude i 1962 og vendte tommelfingeren nedad for fire gutter fra Liverpool.
Men smag og behag, altså......og jeg er nok mere til pop-psykedeliske elverpiger.....!

Roskilde torsdag: Radiohead

2008-07-04T01:44:00.005+02:00

Det var så første topnavn på årets (og min 10.) Roskilde Festival.
Med sig havde Radiohead et specielt energivenligt (og hundedyrt) LED-lysshow, der dog ikke rigtig viste sit potentiale før i anden halvdel af koncerten, hvor også musikken kom lidt nærmere scenekanten.
Eller måske var det fordi de her fandt nogle af de ældre numre frem fra bagkataloget Exit Music (For A Film), Paranoid Android, Karma Police.
Eller også det fordi jeg ikke har fulgt med i gruppens oeuvre siden OK Computer fra forrige århundrede. (Men OK, dér stod jeg jo også, gamle røvhul, i min Røde Mor-Tshirt og lignede noget fra dengang før mobiltelefonen og intim-piercingens tid)
Men altså, at forvente "Creep" som ekstranummer ville måske også være det samme som at forvente "Love Me Do" til en Beatles-koncert på en imaginær Magical Mystery Tour-koncert-turne.
Men faktum er, at gruppen ikke havde intentioner om at komme ud til publikum, og da lydniveauet egentlig ikke var imponerende (jeg har til fulde min i øvrigt mangelfulde hørelse intakt) blev det ihvertfald i de første 45 minutter en lidt halvtam affære, hvor folks snak overdøvede de mere stille numre.
Alligevel havde "Creep" nu været god at gå hjem på....

Skrump

2008-06-30T21:40:00.002+02:00

Det kunne nu godt være, der skulle smides et par kilo inden efterårets løb....

Jakobs første marathonløb

2007-06-25T09:43:00.000+02:00

Hej Jakob !

Her er så et billede fra før du stak af fra din gamle far.

Til lykke med dit første marathonløb

Copenhagen Marathon

20/5-2007

04:09:48

Hej Alla Barn

2007-04-11T14:34:00.000+02:00

Og det er jo bare at følge nedenstående link

http://www.youtube.com/results?search_query=n%C3%B6jesmassakern&search=Search

Hej då !

Tilbage til fjerpennen !

2006-12-04T12:44:00.000+01:00

Folkeskolen skal afholde nationale tests, og det er forsåvidt i orden, og der er min arbejdsplads så udtaget til at agere prøveklud. To 6. klasser og tre 8. klasser igennem møllen af opgavesæt i løbet af en uge.
Indtil nu har systemet været nedbrudt indtil kl. 11 og kvart over 12 måtte danskprøverne aflyses pga. nedbrud.
Ikke noget der giver den store tillid til systemet. Spændende hvordan det spænder af til foråret når det er alvor.
Måske skulle man stadig forlade sig på blyant og papir ?

Exit Næstved Ølhus og det, der betyder noget.

2006-08-24T13:22:00.000+02:00

Så tog stordriften endnu en lille engageret specialbutik med tid til en snak om produkterne og venlig atmosfære.

Næstved Ølhus lukker med udgangen af september og vil blive savnet. Kom og vær med til at tømme lageret inden det er for sent.

Er det virkelig stadig Hansapils fra grænsen vi vil have. Så meget som muligt så billigt som muligt -uden at skele til kvaliteten? Det kan jeg ikke tro, men det er åbenbart mere bekvemt at rive produkterne ned fra hylden i et stormagasin. Så slipper man også for at skulle engagere sig i andre mennesker og en risiko for at blive klogere.

Alt det, der betyder noget.

Tillykke til Jakob

2006-05-07T23:20:00.000+02:00

Kære Jakob !

Tillykke med konfirmationen i dag.

Hilsen far.

Bedste danske påskebryg indtil nu

2006-03-29T12:25:00.000+02:00

Må jeg præsentere: Danmarks indtil nu bedste påskebryg!
Brøckhouse i Hillerød har barslet med et gudebryg på 8,5% (og burde påskebryg ikke altid være deroppe?)
Havde jeg ikke vidst at der var tale om Brøckhouse ville jeg have gættet på at der var tale om en belgisk klostertripel.
mmmmm....

Med David Gilmour på den øde ø eller Jeg - et bagstræberisk mosefund.

2006-03-16T07:57:00.000+01:00

Gab, sagde den unge studievært, da han præsenterede David Gilmours nye CD, On An Island, og lod titelnummeret fade ud mod slutningen.
Han skal selvfølgelig have lov til at føle sig rastløs i det uvante møde med en sjældent talentfuld musiker, og CDen passer da sandsynligvis heller ikke ind i hans vante medieæstetik, hvor der tilstræbes den halve intelligens med det dobbelte antal studieværter + en rytmeboks ingen har åndsnærværelse til at slukke.
Og mon ikke der også har været mere end en anmelder, der har metaforiseret over CDens titel og karakteriseret den tidligere Pink Floyd-guitarist som siddende med sin guitar på en øde ø, ude af trit med samtlige strømninger og nybrud i rockmusikken de sidste 30 år?
Men....der var jo en grund til at vi var nogle, der sad og svømmede hen til det lange træk på LPerne Wish You Were Here og Animals i stedet for at lade os lokke af talentløs punk og tankeløs disco. Kanske det var en fornemmelse for kvalitet og holdbarhed?
Og ja, den foreliggende CD lyder da også som om den lige så godt kunne have været 30 år gammel, og tak for det! David Gilmours guitarspil imponerer mig stadig og han er på sine gamle dage ved langt bedre stemme end kollegaen Roger Waters.
Musikken skaber nærmest et rum (snarere end en ø), et velkendt sted, man gerne kommer tilbage til. Atmosfæren understreges af endnu en ex-Floyd - Richard Wrights orgel, og med sig på den øde ø har de folk som Crosby/Nash, Jools Holland, Robert Wyatt og Phil Manzanera, og med det selskab tager jeg gerne med.
Jeg synes det er en god CD og den kører i skrivende stund på heavy rotation i det lille hus i Mosen.

Uomtvisteligt bevis !

2006-01-26T13:53:00.000+01:00

Lidt leg med Paint Shop Pro X

Julen sig nærmer

2005-10-24T20:47:00.000+02:00

Så er Carlsbergs Semper Ardens Christmas Ale 2005 på gaden.
Set i SuperBrugsen i Fensmark -og dét til 29 kr.!
Så der er kun en vej!
Håber de har flere flasker på markedet i år.

Mountain i Amager Bio aflyst !!!

2005-09-22T23:43:00.000+02:00

Jeg synes jeg begynder at løbe ind i aflysninger. Sidst Ratdog i New York.....
Nu krydser jeg fingre for Spock's Beard på The Rock 13. oktober (men de er vel også omkring 20 år yngre end de førnævnte, så der bliver vel ikke noget bøvl med udgangstilladelser fra plejehjem o.l.!)

En ølrejse

2005-09-21T23:26:00.000+02:00

Foredrag: Ølrejsen med Carsten Berthelsen
Holmegaard Bibliotek 21/9-2005

Det var med store forventninger, at jeg kom til dette foredrag. Jeg havde allerede læst hans bøger om julebryg og den mellemeuropæiske ølrejse, og var begejstret for hans indlysende blanding af historie, kunst og (øl-)kultur.
-og så var der jo ydermere smagsprøver...!
Jeg havde dog luret lidt på hvilket publikum der monstro ville dukke op til et sådant arrangement. Ville det være ølentusiasterne, der ville sidde og nikke indforstået, når snakken gik på brygteknik og munkeordener, eller ville det være de tørstige husarer, der blot ventede utålmodigt på at smagsprøverne blev knappet op?
Der var rimeligt fyldt op, hvilket vil sige en 30 stykker. Ikke mange yngre end mig, men ca. 25% kvinder.
Det virkede som om det var et publikum, hvis referenceramme mestendels var den danske pilsnerøl, men med veneration over for fordums tiders påskebryg, Gl. Carlsberg of Thisteds Porseøl. Det forekom mig dog, at det var et interesseret publikum, der ønskede at udvide deres horisont, og så er missionen vel i højeste grad blevet fuldført.
Carsten tog udgangspunkt i sin bog "Ølrejsen" og guidede os igennem 8 glimrende øl:

Köstritzer Schwarzbier - fløjlsblød øl fra det gamle DDR
EKU 28 - Meget stærk og sødlig, men på den gode måde.
Shlenkerla Rauchbier - skiller vandene. En aroma af makrel og smag som meget fortyndet Laphroaig. Ifølge Carsten fantastisk til Sol Over Gudhjem, hvilket jeg godt kan følge ham i.
Maisel's Weisse - Den eneste jeg ikke havde smagt i forvejen. En anderledes, men fremragende hvedeøl. Lidt bobletyggegummiaroma a la Ørbæks Weisse.
Staropramen Dark - Bare en af de allerbedste Bajerske øl.
Paulaner Salvator - Den danske påskebrygs (og 47'erens) stamfader. Hvorfor laves den slags undergærede stærkøl ikke længere i Danmark?
Hoegaarden Witte - Den ultimative belgiske Witbier, men efterhånden ret så almindelig i Danmark.
Westmalle Triple - Bare sublim, og en god måde at runde aftenen af på.

Carsten kan for visse personer sikkert virke affekteret, overdrevet og "for meget" i sine foredrag, men jeg synes at det er både vittigt, informativt og interessant.
-og så var det jo fremragende øl, der blev smagt og causeret over!
Se og oplev ham, hvis I får muligheden.

Hush i Næstved 28. august 2005

2005-08-28T20:58:00.000+02:00

Koncert på en blokvogn foran Næstved Storcenter søndag eftermiddag før Danser Med Drenge....det lyder ikke umiddelbart som en konstellation, hvor man normalt ville finde mig foran scenen. Men denne sensommerdag, hvor regnen netop ikke brød frem, var det den danske duo(+2) Hush, der stod for musikken.
Duoens kendetegn er absolut sangerinden Dorthe Gerlach, der, sine bare 24 år til trods, allerede lyder som en gammel rotte i faget. Stemmen er lidt hen i retning af Dolly Parton, dog uden jodel og rhinsten, men med både det sarte, det indsmigrende og også rå udtryk i behold.
Gruppens udtryk ligner ikke rigtig noget, der er hørt før i dansk musik. Musikalsk er der dog fortilfælde i navne som Ivan Sand og diverse singer/songwritere fra hotellet på Samsø. Vi er dog på ingen måde i nærheden af Ester Brohus, Tamra Rosanes o.l. Det nærmeste jeg umiddelbart kan komme i tanker om er de amerikanske kunstnere Freakwater samt Alison Kraus og den øvrige alt.countryscene i midthalvfemsernes Midtvesten.
Dette hjørne af musikhistorien har ikke været garant for de helt store salgstal endsige airplay i dansk radio, så man kunne frygte at et dansk forsøg ville synke helt til bunds. Hush har dog gjort denne pessimisme grundigt til skamme. Deres debutplade "A Lifetime" har storsolgt i Danmark og de turnerer i øjeblikket i England.
Store salgstal forudsætter jo en fanskare, der repræsenterer et bredt udsnit af befolkningen, og da sønnike og undertegnede stod foran blokvognen denne søndag eftermiddag var det da også i forening med en meget bredt udsnit af familien Danmark.
Med sig på scenen havde gruppen to unge multiinstrumentalister, der trakterede allehånde strengeinstrumenter. Tilsammen lignede gruppen mest af alt et østjydsk kollektiv (hvad de på sin vis også er).
Vi fik det meste af de iørefaldende numre fra CDen i en meget positiv stemning, og det glædede egentlig mit gamle musikerhjerte, at så mange, sammen med Jakob og jeg, forlod koncertstedet før de septisk og strømlinede hitmagere i Danser Med Drenge overtog scenen.

Indian Summer?

2005-07-30T20:26:00.000+02:00

Så sidder man dér og bilder sig selv ind at det skulle være sommer!
Nu havde man endelig fået taget sig sammen til at tage fri fra kaldet i den danske folkekirke og havde placeret sønnike og sig selv i et tomandstelt på en campingplads i Vestjylland. - så skulle han, der immervæk er hele stykkets clou i førnævnte statslutherani, fandenpinemig vel også kunne sørge for noget sommervejr, der ligner!
Iført lange bukser og fleecejakke har jeg stædigt placeret mig i min strandstol ved siden af mit telt, der trods en uges rave på sidste års Roskildefestival endnu er at finde i de levendes rækker.
Vejret er klaret lidt op, så der kun er tale om en spæd støvregn, nærmest at betragte som et modspil til den kolde blæst og havgusen ude fra Vedersø Klit og tyskerbunkerne.
Her sidder man så og sluger sin sommerkrimi, bind et i den absolut mest kuldslåede af de svenske kommisærserier på 10 bind, Håkan Nessers Van Veeteren: "Det grovmaskiga nätet", naturligvis læst på svensk for ligesom at fuldende den dystre stemning. (havde bogen været oversat til ungarsk, og havde jeg mestret dette, for somme marginale masochister sangbare, sprog, havde det sandsynligvis været det optimale.)
Normalt ville jeg i denne behagelige situation have fremtryllet en veltillavet kop nescafé fra stormkøkkenets spritopvarmede kedel, men netop denne dag havde vi oset rundt i et regntungt Holstebro, hjemby for det udmærkede bryggeri, Baggårdsbryggeriet.
Hjemført blev et par flasker af deres seneste bryg, Indian Summer, som, tro mod bedraget, måtte ledsage krimien, hvis hele gestalt efterhånden mindede om en sukkulent.
I mangel af et passende glas (se tidligere artikel om glas) blev de gyldne dråber hældt i et, stort set rent, porcelænskrus. Ikke det mest hensigtsmæssige valg, men de forhåndenværende søm helliger jo den nøgne kvinde, eller det... Og det kunne da heller ikke skjule det faktum, at Den danske Ølrevolution har fostret nogle yderst kompetente mikrobryggerier, strøet med nænsom hånd ude i sommerlandet -det er bare om at gide lede.
(Hjemført blev også øl fra Troldhede, Bøgedal og Ølfabrikken - herom senere på Broksø Bryghus.)
Men vi sku' jo oss' drikk':
Indian Summer er en øl af pale ale typen, brygget af flere forskellige malte, bl.a. hvedemalt. Af humle har man benyttet den amerikanske cascade og for at runde smagskomplekset af har man tilsat et lille drys mynte.
Og så holder den gudskelov 6,2%, det er set meget værre før...
Selv i et krus dufter den frisk og let humlet. Det går igen i smagen, hvor det lette strejf af mynten klæder humlebitterheden fint.
En (god) øl, der sandsynligvis vil være en glimrende drik på en lun sensommeraften.
Den gav ihvertfald en lille illusion om Indian Summer her på den svampede campingplads.

Om valg af (whisky)glas

2005-07-12T14:19:00.000+02:00

Som eksempel på, hvordan man kan ændre synspunkter hen ad vejen, kommer her en lille strøtanke, jeg havde for en 10 års tid siden:

".....Før jeg finder på noget mere intelligent, så lad mig foreløbig fastslå, at tanken om malt i rødvinslignende glas (alm. ellipseformet bæger på stilk) er mig direkte imod.
-Jeg har ikke prøvet det, og jeg kunne heller ikke tænke mig det.
Når jeg holder et rødvinsglas i hånden, så forventer jeg noget rødvinsagtigt
- jeg ved ikke om det har noget at gøre med glassets design og balancepunkter sammenholdt med et eller andet last-center i lillehjernen
- den ypperligste videnskabelige konklusion som jeg kan svinge mig op til er:
sådan er det bare!!
Jeg har engang på Det Nye Teater i restauranten efter Den Glade Enke fået mig en Talisker (2cl=kr.45!) og denne udsøgte skabning blev serveret i et dessertvinsglas!
Samme behandling fik jeg i forbindelse med en Cardhu på Bartof (værtshus på Fr.berg), så jeg ved ikke om det er en (uhyggelig) tendens. Det afholder ihvertfald mig fra at bestille Malt på mine sjældne
værtshusbesøg.
Jeg ved ikke hvordan det foregår på Kurts Karport, som jo har specialiseret sig i Malt -og iøvrigt er et af de få steder hvor man kan få Absinth.
Det kunne jo være en studietur værd?
Selv foretrækker jeg så absolut den cylinderformede type, og gerne samme diameter som højde -og gerne med et indhold, der overstiger de usandsynlige 2cl med adskillige hundrede procent! ........."

I dag kunne jeg ikke drømme om at drikke whisky (og helst heller ikke øl) af andet end glas med stilk. Både whisky og øl tager sig simpelt hen bare bedre ud i et sådant glas, og vi ved jo også at bouqueten samles bedre i et tulipanglas, der snævrer let ind foroven.
Sådan er der så meget, og Kruts Karport serverer iøvrigt deres whisky alt alt for varmt !

På pladetallerkenen netop nu

2005-05-23T23:07:00.001+02:00

Ikke en evigheds top 10, men bare godt lige nu.

I bilen:
Skousen & Ingemann, Herfra hvor vi står
På grammofonen:
Camel, Moonmadness
I båndoptageren:
Grateful Dead live 5-8-1977 sbd
I CD-afspilleren:
Brian Wilson, Smile
På PC'en:
Mahler, Symfoni nr. 1, Pittsburgh SO, Mariss Jansons, BBC Proms
På Mac'en:
Bob Marley, Live at the Lyceum 1975
På iPod'en:
Nick Drake, Five Leaves Left

i morgen er det sandsynligvis nogle andre....