Indian Summer?

Så sidder man dér og bilder sig selv ind at det skulle være sommer!
Nu havde man endelig fået taget sig sammen til at tage fri fra kaldet i den danske folkekirke og havde placeret sønnike og sig selv i et tomandstelt på en campingplads i Vestjylland. - så skulle han, der immervæk er hele stykkets clou i førnævnte statslutherani, fandenpinemig vel også kunne sørge for noget sommervejr, der ligner!
Iført lange bukser og fleecejakke har jeg stædigt placeret mig i min strandstol ved siden af mit telt, der trods en uges rave på sidste års Roskildefestival endnu er at finde i de levendes rækker.
Vejret er klaret lidt op, så der kun er tale om en spæd støvregn, nærmest at betragte som et modspil til den kolde blæst og havgusen ude fra Vedersø Klit og tyskerbunkerne.
Her sidder man så og sluger sin sommerkrimi, bind et i den absolut mest kuldslåede af de svenske kommisærserier på 10 bind, Håkan Nessers Van Veeteren: "Det grovmaskiga nätet", naturligvis læst på svensk for ligesom at fuldende den dystre stemning. (havde bogen været oversat til ungarsk, og havde jeg mestret dette, for somme marginale masochister sangbare, sprog, havde det sandsynligvis været det optimale.)
Normalt ville jeg i denne behagelige situation have fremtryllet en veltillavet kop nescafé fra stormkøkkenets spritopvarmede kedel, men netop denne dag havde vi oset rundt i et regntungt Holstebro, hjemby for det udmærkede bryggeri, Baggårdsbryggeriet.
Hjemført blev et par flasker af deres seneste bryg, Indian Summer, som, tro mod bedraget, måtte ledsage krimien, hvis hele gestalt efterhånden mindede om en sukkulent.
I mangel af et passende glas (se tidligere artikel om glas) blev de gyldne dråber hældt i et, stort set rent, porcelænskrus. Ikke det mest hensigtsmæssige valg, men de forhåndenværende søm helliger jo den nøgne kvinde, eller det... Og det kunne da heller ikke skjule det faktum, at Den danske Ølrevolution har fostret nogle yderst kompetente mikrobryggerier, strøet med nænsom hånd ude i sommerlandet -det er bare om at gide lede.
(Hjemført blev også øl fra Troldhede, Bøgedal og Ølfabrikken - herom senere på Broksø Bryghus.)
Men vi sku' jo oss' drikk':
Indian Summer er en øl af pale ale typen, brygget af flere forskellige malte, bl.a. hvedemalt. Af humle har man benyttet den amerikanske cascade og for at runde smagskomplekset af har man tilsat et lille drys mynte.
Og så holder den gudskelov 6,2%, det er set meget værre før...
Selv i et krus dufter den frisk og let humlet. Det går igen i smagen, hvor det lette strejf af mynten klæder humlebitterheden fint.
En (god) øl, der sandsynligvis vil være en glimrende drik på en lun sensommeraften.
Den gav ihvertfald en lille illusion om Indian Summer her på den svampede campingplads.






0 Comments:
Send en kommentar
<< Home