Roskilde søndag: bob hund !

Søndag kunne kun blive overraskelsernes dag. Der var ikke noget vi kendte voldsomt. Undertegnede ville måske se Bonnie Prince Billy, men vidste ikke hvad der kunne forventes -ellers var que sera sera mottoet for dagen.
Vi så først lidt af det newzealandske band The Black Seeds, der leverede en gang solbeskinnet ska-musik, der ledte tanken hen på Madness og lignende dansabel musik ca. 1980. Og det var også i den rolle de var bedst. Når tempoet blev sat ned blev det ærlig talt lidt halvkedeligt og mainstream.
Men videre til Pavillonteltet, hvor det absolut ikke blev halvkedeligt. Det tyske band Miss Platnum leverede en energisk blanding af slavisk ossie-romantik, hiphop og blæser-umf. Skal så absolut opleves! Forsangerinde og korpiger (i noget der mindede om Karolinepige-dress) i sammenbidt formationsdans, en energisk rytmesektion samt en blæsersektion (trompet,basun og tuba), der i den grad havde umf.
Musikken kom hele vejen ud over scenekanten og publikum var i den grad med på ideen.
Derefter så vi resten af Cat Powers show på Odeon-scenen. En drømmende og tilbagelænet amerikansk affære, der havde noget blues, noget Janis Joplin og noget singer/songwriter over sig. Desværre stod vi uden for teltet og kom ikke helt ind under huden på musikken, der dog nok fortjener et ekstra lyt.
Vi nåede lige hen til orange scene til dagens anden store overraskelse: bob hund. Gruppens musik bliver rubriceret som vanvids-pop -og det er ikke meget galt. Musikalsk spænder de fra svenskpop over soundtrackgrooves til støjpop og med den karismatiske frontfigur Thomas Öberg kom de i den grad ud over scenekanten i et brag af en koncert, der på den ene side kørte på nogle klicheer, men disse blev hele tiden vendt på hovedet eller forvrænget -og hele vejen med et glimt i øjet.
Det är vi som är hyllningsbandet, det är ni som är orkestret.
Det var bandets comeback, og koncerten søndag aften lover rigtig godt.
Til sidst nåede vi lige ekstranumrene fra Bonnie Prince Billy, bl.a. My Kingdom. Det var den skrabede koncertmodel med violin og kontrabas, og skæmmet af dårlig lyd, så det store indtryk gav det ikke. Samtidig kom regnen for første gang for alvor under festivalen, og så var det tid at tage hjem.

Opsummerende kunne man sige, at det virkede som om der var flere mennesker end nogensinde, selvom der efter sigende kun var 67.000 beatlende tilskuere.
Vi så en masse god musik. Neil Young var i særklasse, bob hund var en rigtig positiv overraskelse, og ud over det fik vi en masse positive nybekendtskaber; Miss Platnum, Nicole Atkins, Goldfrapp......og så fik Thomas set Judas Priest og Jesper The Streets...!