Med David Gilmour på den øde ø eller Jeg - et bagstræberisk mosefund.

Gab, sagde den unge studievært, da han præsenterede David Gilmours nye CD, On An Island, og lod titelnummeret fade ud mod slutningen.
Han skal selvfølgelig have lov til at føle sig rastløs i det uvante møde med en sjældent talentfuld musiker, og CDen passer da sandsynligvis heller ikke ind i hans vante medieæstetik, hvor der tilstræbes den halve intelligens med det dobbelte antal studieværter + en rytmeboks ingen har åndsnærværelse til at slukke.
Og mon ikke der også har været mere end en anmelder, der har metaforiseret over CDens titel og karakteriseret den tidligere Pink Floyd-guitarist som siddende med sin guitar på en øde ø, ude af trit med samtlige strømninger og nybrud i rockmusikken de sidste 30 år?
Men....der var jo en grund til at vi var nogle, der sad og svømmede hen til det lange træk på LPerne Wish You Were Here og Animals i stedet for at lade os lokke af talentløs punk og tankeløs disco. Kanske det var en fornemmelse for kvalitet og holdbarhed?
Og ja, den foreliggende CD lyder da også som om den lige så godt kunne have været 30 år gammel, og tak for det! David Gilmours guitarspil imponerer mig stadig og han er på sine gamle dage ved langt bedre stemme end kollegaen Roger Waters.
Musikken skaber nærmest et rum (snarere end en ø), et velkendt sted, man gerne kommer tilbage til. Atmosfæren understreges af endnu en ex-Floyd - Richard Wrights orgel, og med sig på den øde ø har de folk som Crosby/Nash, Jools Holland, Robert Wyatt og Phil Manzanera, og med det selskab tager jeg gerne med.
Jeg synes det er en god CD og den kører i skrivende stund på heavy rotation i det lille hus i Mosen.