Operaen mandag: Lou Reed "Berlin"

Og knapt var vi kommet hjem fra Roskilde og havde skrabet støvskorperne af de solskoldede fødder samt smidt Røde Mor T-shirten i vasketøjskurven, før jakkesættet skulle børstes af og turen gik mod Operaen i København.
Efter fouragering hos Annebeth blev odyseen mod havnebassinet noget af en oplevelse. Min første tur med Metroen - min første tur med havnebussen hvor jeg så det nye Skuespilhus for første gang - og så Operaen for første gang tæt på.
Så var dagen ikke helt spildt!
Og det var den nu ikke alligevel. Efter en filmsløjfe med rindende vandmasser og elektrisk guitarmusik kom det 26 mand store ensemble på scenen og udførte hele Lou Reeds 1973-album "Berlin". Flot arrangeret for kor, blæsere, strygere og rockband. Nogle enkelte steder syntes jeg den kunne være kortet ned, men det generelle indtryk er absolut godkendt og i orden.
Dog er jeg jo inkarneret barnefader og som sådan ikke begejstret for nummeret "Kids". Jeg har altid sprunget nummeret over. Men jeg overlevede dog i aften.
Det er ellers ikke en plade jeg har hørt meget, da den kræver en vis sindstilstand, som jeg, trods talrige skuffelser her i livet, dog sjældendt er nede i...
Nå, efter båden tilbage og ingen betjening i Nyhavn tog vi hjem, og det var så også rigtig meget musik på 5 dage -og mange store oplevelser imellem.

Roskilde søndag: bob hund !

Søndag kunne kun blive overraskelsernes dag. Der var ikke noget vi kendte voldsomt. Undertegnede ville måske se Bonnie Prince Billy, men vidste ikke hvad der kunne forventes -ellers var que sera sera mottoet for dagen.
Vi så først lidt af det newzealandske band The Black Seeds, der leverede en gang solbeskinnet ska-musik, der ledte tanken hen på Madness og lignende dansabel musik ca. 1980. Og det var også i den rolle de var bedst. Når tempoet blev sat ned blev det ærlig talt lidt halvkedeligt og mainstream.
Men videre til Pavillonteltet, hvor det absolut ikke blev halvkedeligt. Det tyske band Miss Platnum leverede en energisk blanding af slavisk ossie-romantik, hiphop og blæser-umf. Skal så absolut opleves! Forsangerinde og korpiger (i noget der mindede om Karolinepige-dress) i sammenbidt formationsdans, en energisk rytmesektion samt en blæsersektion (trompet,basun og tuba), der i den grad havde umf.
Musikken kom hele vejen ud over scenekanten og publikum var i den grad med på ideen.
Derefter så vi resten af Cat Powers show på Odeon-scenen. En drømmende og tilbagelænet amerikansk affære, der havde noget blues, noget Janis Joplin og noget singer/songwriter over sig. Desværre stod vi uden for teltet og kom ikke helt ind under huden på musikken, der dog nok fortjener et ekstra lyt.
Vi nåede lige hen til orange scene til dagens anden store overraskelse: bob hund. Gruppens musik bliver rubriceret som vanvids-pop -og det er ikke meget galt. Musikalsk spænder de fra svenskpop over soundtrackgrooves til støjpop og med den karismatiske frontfigur Thomas Öberg kom de i den grad ud over scenekanten i et brag af en koncert, der på den ene side kørte på nogle klicheer, men disse blev hele tiden vendt på hovedet eller forvrænget -og hele vejen med et glimt i øjet.
Det är vi som är hyllningsbandet, det är ni som är orkestret.
Det var bandets comeback, og koncerten søndag aften lover rigtig godt.
Til sidst nåede vi lige ekstranumrene fra Bonnie Prince Billy, bl.a. My Kingdom. Det var den skrabede koncertmodel med violin og kontrabas, og skæmmet af dårlig lyd, så det store indtryk gav det ikke. Samtidig kom regnen for første gang for alvor under festivalen, og så var det tid at tage hjem.

Opsummerende kunne man sige, at det virkede som om der var flere mennesker end nogensinde, selvom der efter sigende kun var 67.000 beatlende tilskuere.
Vi så en masse god musik. Neil Young var i særklasse, bob hund var en rigtig positiv overraskelse, og ud over det fik vi en masse positive nybekendtskaber; Miss Platnum, Nicole Atkins, Goldfrapp......og så fik Thomas set Judas Priest og Jesper The Streets...!

Roskilde lørdag: Neil Young o.a.

Lørdag blev så dagen, hvor vi oplevede 70'er-rock, flamenco, steelguitar og reggae. Lidt for enhver smag.
Først det norske band The Grand, der mixede start-70'ernes hårde blues og boogierock (og attitude) med grungens energi. Dejligt at se et band, hvis mest nyskabende tekniske vidunder var et Fender Rhodes!
Derefter spillede L.O.C. på den orange scene, men vi valgte i stedet først at gå ind og se det sydafrikanske "hiphop ensemble" Tumi and the Volume, som dog i højere grad var et avanceret funkband. Ganske godt, og musikalsk reducerede de blegfisen på den orange scene til en gang røvballerytme, der burde befinde sig på Grøn Koncert eller Vordingborg Festuge i stedet.
Der var desværre ikke til at komme ind i Astoriateltet og se Efterklang, og deres sarte klange var umulige at høre uden for teltet, da den føromtalte blegfis overdøvede ethvert tilløb til fornuftige tanker....
Derefter så vi hele settet med Queen Ifrica; jamaicansk reggae, bagende sol og dansende søde piger - en sand festvalsk arketype!
Tilbage i Astoriateltet, hvor der nu var plads så vi en hel del af Nicole Atkins & The Sea, romantisk amerikansk pop med rødder tilbage til Roy Orbison og co., men glimrende udført af et godt sammenspillet orkester. Melodier, der gav mig både gåsehud og tårer i øjnene, og så kan man vel ikke forlange mere.
Så til orange scene, hvor Judas Priest spillede op til en gang bedaget heavy metal med læder og nitter. En sjov nostalgisk ting for undertegnede, og Thomas, det vennesæle væsen, holdt tappert ud.
Endelig det hele dagen havde bygget op til: Neil Young på orange scene. Den eneste, der lader publikum vente i 20 minutter, men til gengæld også den eneste, der får lov at spille i 2 timer og et kvarter.
Og undertegnede har sagt det før ved tidligere lejligheder: Det var den hidtil bedste Neil Young-koncert jeg har oplevet. Skulle dette gå hen og blive den sidste jeg oplever, så fik jeg dog ikke bare lidt af det hele, men meget af det hele, og oven i hatten Beatlesnummeret "A Day In The Life" som ekstranummer -og det i en vildere udgave end man var blevet adviseret om via videoklip på nettet.
Efter den koncert behøvedes ikke mere den aften, eller dag for den sags skyld. Glade og tilfredse vendte vi snuden hjemad.

Roskilde fredag: Goldfrapp og The Streets

Grundet en heftig to-setter med Krudtuglerne i Fakse fredag aften kom vi først tilbage til Roskilde ved midnatstid, hvor vi nåede sidste tredjedel af Goldfrapps set på Arenascenen. En sød elverpige i front for et blanding af pop-psykedelisk og glamrock, opdateret med synths fra flere årtier. Umiddelbart mere min smag end hovedattraktionen på den orange scene i de små nattetimer; The Streets.
Britisk storytelling rap uden den amerikanske dittos værste unoder på CD, men live et festfyrværkeri af...ja, netop fest.....og publikumsinvolvering i den grad med fællesang, gruppekram og -afklædning. Man følte sig godt underholdt, men musikalsk fik jeg ikke meget andet end en god trommeslager, der virtuost betjente sig af både håndholdte og digitale i skøn forening samt en glimrende bassist, der lagde et godt fundament.
Men rap har aldrig været min smag -efter Mothers Of Inventions' Dinah-Moe-Humm" var min opfattelse, at det da var en meget sjov gimmick i et nummer, men det er kun sjovt een gang.
Men OK, på DECCA sad der jo også en fyr der dømte guitargrupper ude i 1962 og vendte tommelfingeren nedad for fire gutter fra Liverpool.
Men smag og behag, altså......og jeg er nok mere til pop-psykedeliske elverpiger.....!

Roskilde torsdag: Radiohead

Det var så første topnavn på årets (og min 10.) Roskilde Festival.
Med sig havde Radiohead et specielt energivenligt (og hundedyrt) LED-lysshow, der dog ikke rigtig viste sit potentiale før i anden halvdel af koncerten, hvor også musikken kom lidt nærmere scenekanten.
Eller måske var det fordi de her fandt nogle af de ældre numre frem fra bagkataloget Exit Music (For A Film), Paranoid Android, Karma Police.
Eller også det fordi jeg ikke har fulgt med i gruppens oeuvre siden OK Computer fra forrige århundrede. (Men OK, dér stod jeg jo også, gamle røvhul, i min Røde Mor-Tshirt og lignede noget fra dengang før mobiltelefonen og intim-piercingens tid)
Men altså, at forvente "Creep" som ekstranummer ville måske også være det samme som at forvente "Love Me Do" til en Beatles-koncert på en imaginær Magical Mystery Tour-koncert-turne.
Men faktum er, at gruppen ikke havde intentioner om at komme ud til publikum, og da lydniveauet egentlig ikke var imponerende (jeg har til fulde min i øvrigt mangelfulde hørelse intakt) blev det ihvertfald i de første 45 minutter en lidt halvtam affære, hvor folks snak overdøvede de mere stille numre.
Alligevel havde "Creep" nu været god at gå hjem på....